Lars Peter nægter. Han siger, de kan spørge hans kone. Han og Hans Kuld har drukket og spillet natten lang. I morges var de begge i gang ved møllen, indtil Hans Kuld gik til Rasmusken. \n\tI stedet skulle de tage at få fat i Jørgen Christian, skomageren. Han mangler altid penge og er voldlig af natur. \n\n\n\nVælg: \n\nLars Peter holder ud og klarer sig igennem afhøringen. I stedet sender øvrigheden bud efter [[Jørgen Christian.]] Nu skal han afhøres.\n\n[[Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet.]]
Lars Peter går i laden først. Så væk fra møllen. I de store bærbuske sætter han et stort, duvende neg. Fuglene kvidrer og flakser omkring ham. Fedtkugler har han også med. De er trukket på ståltråd. Forsigtet, så de ikke flækker, hænger han dem på nogle gode grene. \n\tBagefter går han en tur over engen bag kriken. I dammen er der ænder i hullerne i den tynde is. Himlens spejl. Lars Peter kan ikke overskue, hvad det er, han har sat i gang. Den fornemmelse er ny for ham. Han vender sig. \n\tDer er Vestermarie. \n\tDet har altid været hele hans verden. \n\tNu kommer de fra Rønne. Det ved han.\n\tØvrigheden. \n\tLars Peter tror ikke længere på den plan de har lagt, ham og Hans Kuld. \n\tHan kan se det nu. Han kommer til at hænge. \n\n\n\nVælg:\n\nLars Peter sætter sig og venter på sin skæbne. [[De finder Lars Peter og slæber ham til kirken.]]\n\n[[Lars Peter kaster sig i dammen og lader sig drukne i det kolde vand.]]
Jørgen Christian sidder ved sin læst. Endnu ved han intet om mordet. Det er fin støvle, han arbejder på. Han er kendt som en dygtig håndværker. Ja, han går ikke i kirke. Ja, han er dårlig til hilse. Og ja, han er arrig, når han drikker. Men morder, det er han ikke. \n\tSå kommer hans kone løbende ind. Mølleren er blevet dræbt, siger hun. De kommer efter dig, Jørgen Christian. De siger, at det er dig, der har slået Mølleren ihjel. Hun græder. \n\tJørgen Christian tænker. Endnu kan han ikke høre nogen. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Jørgen Christian løber over marken og gemmer sig i skoven.]]\n\n[[Jørgen Christian bliver siddende for han har intet at skjule.]]
Vestermarie, Bornholm. 1833. Der blev der begået et mord. Mølleren, Alberth Dich, blev slået ihjel på sin fodtur til Rønne. På vej til banken med et anseeligt beløb. \n\tMordet blev aldrig opklaret. Flere var mistænkte, og i sidste ende hængte skomageren, Jørgen Christian, sig i fængslet. Han kunne ikke bære at være offer for et enormt rænkespil båret igennem af sladder fra landsbyen. Ja, han var en særling. Ja, han var fattig. Men morder? \n\tNu er alle døde, men fortællingen lever vider.\n\tDet er altså vinter. Det er 1833. Det er uden for Rønne.\n\n\tLad [[mordet]] blive begået.
På galgløkken uden for Rønne hænger de de to op. Mange er kommet for at se det. En henrettelse giver en selv en god følelse af at være et godt menneske. I det mindste levende. Uanset hvad der ellers rører sig i en. Halsen knækker med det samme på Hans Kuld. Lars Peter er længe om at dø. \n\n\nSLUT
Udbyggeren og bonden Jens Jacob er også på vej til Rønne. Han ser en mand løbe over marken. Han er sikker på, det er Hans Kuld. Lars Peters ven. Men afstanden er for stor til, han kan være helt sikker. De to kan drikke og spille. \n\tLidt efter finder Jens Jacob liget. En kulde i kroppen, som den, der må være i liget. Blodet, der allerede størkner på den frosne jord. Jens Jacob må sunde sig, inden han gør noget. Han går væk for at brække sig. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Jens Jacob løber til møllen for at fortælle at han har fundet Mølleren dræbt.]] \n\n\n[[Jens Jacob løbertil byens gadekær for at fortælle hvad han fundet]]\n
Lars Peter kan hører isen. Som fint papir til julepynt, der krølles sammen. Alt braser sammen omkring ham. Ænderne flakser og letter. Så det kolde vand i ansigtet. Så igennem tøjet. Skjorten tung på brystet. Han kommer op og trækker vejret. Dammen er dyb. Han burde tænke på sin kone. Nu har hun ingen far og ingen mand. Men det er Hans Kuld, han tænker på. Ham har han alligevel svigtet mest. Sådan at lade ham alene med mordet. \n\tEfter en tid vender ænderne tilbage til vandet. Under isen ligger Lars Peter. Morderen. \n\nSLUT.
Ved møllen er det Lars Peter, der møder Jens Jacob. Som om han vendtede på ham. Lars Peter modtager roligt beretningen om sin svigerfars endeligt. Men da Jens Jacob siger, han har set Hans Kuld, ryster Lars Peter hovedet. Det kan ikke havde været Hans Kuld. Han var her hos Lars Peter. Nu er han hos Rasmusken. \n\tMon ikke det var Jørgen Christian, han har set, skomageren. Han har næsten samme statur. Det siger Lars Peter.\n\tDe sender en stalddreng til Rønne efter øvrigheden. De underretter de andre på møllen. Uroen, der breder sig. Så går Jens Jacob til byen for at fortælle, hvad der er sket. Nu er det alvor. Det ved Lars Peter.\n\n\nVælg:\n\n[[Jens Jacob tror på Lars Peter og fortæller i byen at det var Jørgen Christian han så.]]\n\n[[Jens Jacob tror ikke på Lars Peter og fortæller i byen at det var hans Kuld han så.]]
Lars Peter siger, at han har set Jørgen Christian stæse over de hårde frosne marker. Det var sært syn. Det var her lige før, da han selv gik sig en lille tur.\n\tDer bliver stille ved bordet.\n\tLars Peters kone undres også. Hvad har Jørgen Christian at gøre på disse kanter. Hans hus ligger på den anden side af byen, siger hun.\n\tLars Peter ser ud over landet fra vinduet. Over marken kommer bonden Jens Jacob løbende. Lars Peter ved, at det er nu det bliver alvor. Inden længe ved han, om løgnen holder. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Jens Jacob løber til møllen for at fortælle at han har fundet Mølleren dræbt.]]\n\n[[Lars Peter går inden han finder ud af om Jens Jacob er på vej til Møllen eller byen.]]\n
Mordet i Vestermarie
Rygtet løber gennem byen som en flodbølge. Hans Kuld har slået mølleren ihjel, og Lars Peter, møllerens svigersøn, har betalt ham for det. Det er med sikkerhed det, der er sket. Grådighed og mord. Hvilken skammelighed.\n\tDer bliver sendt bud til Rønne efter øvrigheden. Grupper af mænd begynder at lede efter Hans kuld og Lars Peter. De må fanges, inden de stikler af. De spreder sig ud over området. De er bevæbnet med det, de nu har. \n\n\nVælg:\n\n[[De finder Lars Peter og slæber ham til kirken.]]\n\n[[Hos den fattige kvinde Rasmusken finder de Hans Kuld sovende i hendes seng.]]
Hurtigt er alle klar over hvad der er sket. Jørgen Christian har slået Mølleren ihjel og stjålet hans penge. Det var, hvad man kunne forvente. Mærklig og ubehøvlet har han altid været. Fatig også. Ingen stiller spørgsmål. \n\tEn flok sætter ud for at hente ham og sætte ham fast i kirken, til øvrigheden er ankommet. Mens de løber over markeren, bliver de vildere og vildere. Som dyr i flok. Varmen fra deres kroppe damper i kulden. \n\n[[Jørgen Christian.]] Han ved ikke hvad der venter ham.
Den stille møllesten. Altings er pludseligt så tyst. Lugten fra deres lille stald. Varmene berbølger med røgen fra skorstenen på stuenhuset. Lars Peters kone tager i mod ham. De kysser. Ved kaffebordet sidder de sammen med de andre på møllen. De taler om vejret. De spiser brød og lidt sødt. \n\tNu, må han være nået frem, siger Lars Peters kone. Hun taler om mølleren. Lars Peter smiler til hende. Hun elsker sin far. Det ved han. Ja, han er sikkert nået frem nu. \n\tHvad taler de så om?\n\n\n\nVælg:\n\n[[Lars Peter fortæller en løgn om at han har set skomageren Jørgen Christian løber over marken.]]\n\n\n[[De taler om at det snart er tid til forberede julen.]]
Mølleren er på vej til banken i Rønne. Han bærer på sine mange penge. Læderpungen i tasken over skulderen. Den kolde vinter luft skærer i halsen på ham. Han kan lide den følelse, som om kulden renser ud i alt det støv, han har i kroppen. I lungerne. Støvlerne på den frosne vej. Rimfrost og isblomster. Det er en smuk dag, der er på vej.\n\tSå springer en mand frem fra bag en busk. Det er ved krattet uden for Vestermarie. Det gibber i mølleren. Hvem der. Så et slag med noget tungt og stumpt. Et flækket kranie. Pengene forsvinder. Mølleren ligger i sit eget blod, som et sovende barn. \n\tHvem finder liget?\n\n\n\nVælg:\n\n[[Møllerens svigersøn, der er der for at sikre sig at mordet er blevet ordentligt udført.]]\n\n[[En tilfældig bonde også på vej til Rønne]]\n\n
Lars Peter forlader sin unge kone. Han lader de andre på gården trøste hende. Han skal til byen og samle folk til at hente Jørgen Christian. Han skal være fanget, når de kommer fra Rønne. Han skal være klar til afhøring, den morderhund. \n\tLars Peter tror nærmest selv på, at det er Jørgen Christian, der er morderen. Han føler sig som den retfærdige. Han ranker sig mens han går. Hastigt nærmere han sig gadekæret. \n\n\n\nVælg:\n\nTil Lars Peters store overraskelse venter de på ham ved gadekæret. Jens Jacob er kommet ham i forkøbet. De griber ham som deres fange. Nu er han den mistænkte. [[De finder Lars Peter og slæber ham til kirken.]]\n\nLars Peter får hurtigt samlet en flok, der skal fange [[Jørgen Christian.]]
Lars Peter bukker sig over liget. Han rører forsigtigt ved ansigtet. Han får blod på fingrene. Det er allerede ved at størkne. Eller måske det er frosten der tykner det. Da han rejser sig, ser han møllen og bag den det knejsende kirketårn. Byen. Nu er det hans. Alt sammen. Over ham hænger en sulten musvåge. I læhegnet kvidrer de overvinterne småfugle. Han må huske at sætte neg ud til dem. Og fedtkugler. Han må ikke glemme fedtkuglerne. Det tænker han. \n\tHvad gør Lars Peter så. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Lars Peter går tilbage til møllen og fortæller at Mølleren er blevet slået ihjel.]]\n\n[[Lars Peter går tilbage til Møllen, men lader som ingenting.]]
De skal til at have gjort klar til juleslagtningen. De mangler at få købt en del. Ja, er de ikke bagud. Lars Peter ser på sin kone. Det er hende, der skal sætte julen i stand. Så afbrydes de af, at de banker på døren. Det er bonden Jens Jacob. Han er rød i hovdet. Sveden ligger som et glat, koldt lag på hans ansigt. Han har fundet mølleren dræbt på stien til Rønne. Han har set hans Kuld løbe over marken derfra. Det siger han.\n\tEn vild uro i køkkenet, indtil Lars Peter maner til stilhed. Før da han gik en tur, siger han, så han rigtig nok en løbe over marken. Men Hans kuld lignede det ikke. Snarer Jørgen Christian. Nu må Jens Jacob løbe til gadekæret. Fra Møllen sender de en stalddreng til Rønne efter øvrigheden.\n\n\n\nVælg:\n\n[[Jens Jacob tror på Lars Peter og fortæller i byen at det var Jørgen Christian han så.]]\n\n[[Jens Jacob tror ikke på Lars Peter og fortæller i byen at det var hans Kuld han så.]]
De vælter ind i huset og griber Jørgen Christian. De slæber ham over markerne til byen. De fængsler ham i kirketårnet. Der sidder han en tid til de første afhøringer. Han taler for sin sag. Han mister besindelsen, han hidser sig op. Men han kan da bevise, at han ikke var der, da mordet blev begået. Han var i skoven efter brænde, sammen med vognmanden. Vognmanden er hans vidne. Men det er som ingen hører andet end stemmerne fra byen: særling, drukfældig, arrig, gudsbespotter. \n\tSenere flytter de ham til arresten i Rønne. Der sidder han længe. Han sidder der, indtil han ikke kan mere, og skriver sit sidste brev. Det er til hans kone og datter. \n\tMed selerne bundet om tremmerne for vinduet hænger han sig selv. Den eneste udvej for ikke at blive uskyldig dømt. \n\tHan bliver begravet alene på uindviet jord. Det er en selvmorder og morders lod. \n\n\n\nSLUT
Lars Peter knæler ved siden af sin kones seng. Det er ikke så længe siden, hun kun var en pige. Hun er smuk. Deres fingre flettes sammen. Hans store hånd. Kornsække, der løftes, musklerne over hans skellet. \n\nJeg ved det, det Jørgen Christian. Han har det i sig. Han mangler penge. Det siger Lars Peter.\n\tHun ser op på ham. Hendes mand. Jørgen Christian er også altid så underlig, siger hun. \n\tJeg ved hvad vi skal gøre. Nu sender jeg en stalddreng til Rønne efter øvrigheden. Så går jeg på torvet for at finde hjælp til at fange Jørgen Christian. \n\tLars Peter rejser sig. Ud igennem vinduet ser han Jens Jacob komme løbende over marken. Han kommer fra der, hvor Mølleren ligger. Han kan enten være på vej til møllen eller til Vestermarie.\n\n\n\nVælg:\n\n[[Jens Jacob løber til møllen for at fortælle at han har fundet Mølleren dræbt.]]\n\nVed synes af Jens Jacob mister Lars Peter modet. [[Lars Peter går inden han finder ud af om Jens Jacob er på vej til Møllen eller byen.]]
Et stykke fra møllen begynder Lars Peter at løbe. Han forsøger at virker oprevet. Tænker, at det er bedste, hvis han sveder. Han råber op, da han kommer ind på pladsen. Hans stemme. Træskoene mod stenene. Ekkoet fra de mange mure. Hestene bliver urolige i stalden. \n\tMord, et mord. Klak-klak, klak-klak. Vrinsk.\n\tDet er hans kone, der kommer ham i møde som den første. Han omfavner hende. Holder hende længe, inden han siger noget. Hun bryder sammen, da hun forstår, hvad der er sket med mølleren. Hendes far. Han var sådan et godt menneske. Tænk at dø på den måde. Så bange han må havde været. Uroen der spreder sig til de andre, som de stimler sammen. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Lars Peter siger at han tror han ved at morderen er skomageren Jørgen Christian.]]\n\n[[Lars Peter siger ikke mere, men bærer sin kone ind til hendes seng.]]
De ligger i sengen, selv om de er ugifte. Hans Kuld skaber sig og bedyrer sin uskyld, men de giver sig ikke. På med tøjet. \n\tSå bliver Hans Kuld slæbt igennem byen til kirken. De har bundet hans hænder bag om ryggen på ham. Han råber og skriger. Bag flokken går den grædende Rasmusken. Hun kender nok sandheden.\n\tI kirken har de også Lars Peter fanget. Han har allerede tilstået. Hans Kuld kan ingenting sige til sit forsvar. \n\tDet bliver aften og nat. Det bliver morgen. Igen og igen. Landsbyen begraver Mølleren. Alberth Dich var hans navn. \n\n\n\n[[Hængning.]]
Jørgen Christian når til skovbrynet. Ikke længere. Løbeturen har fået adrenalinet frem i kroppene. En kaster en hammer efter ham, den rammer ham i baghovdet. De løfter ham op og dømmer ham på stedet. Uden nogen sætter ord på. Et reb om en tyk gren. En løkke og så hænger de ham. Der dingler han da øvrigheden kommer til. \n\tTo mord på en dag og ingen at dømme. Alle dækker over alle. Byen er fredet. Ingen ved, hvem der slog Mølleren ihjel. Ingen ved, hvem der hængte Jørgen Christian.\n\n\n\nSLUT
Lars Peter græder. Han beretter om planlægningen og mordet. Han tilstår. Han fortryder.\n\tDer kommer en flok med Hans Kuld. Ham har de fundet hos den fattige Rasmusken. \n\tHans Kuld svingede hammeren, der slog mølleren ihjel. Siger Lars Peter. Han gemte pengene. Men det var Lars Peters ide. Hans Kuld råber det. Så kommer de fra Rønne og modtager tilståelsen. \n\tDet bliver aften og nat. Det bliver morgen. Igen og igen. Landsbyen begraver Mølleren. Alberth Dich var hans navn. \n\n[[Hængning.]]\n
De hiver Lars Peter gennem byen og sætter ham fast i kirketårnet. Der sidder han, til Sandemanden og Kancelliråden kommer fra Rønne. Hans Kuld har den endnu ikke fundet, men de leder efter ham. \n\tStraks går kongens mænd i gang med afhøringen. Lars Peter fryser mod den kolde granitmur. Lænkerne gnaver i kødet. \n\n\n\nVælg:\n\n[[Lars Peter bryder sammen og tilstår mordet.]] \n\n\n[[Lars Peter nægter alt.]]
Jens Jacob er oprørt. I byen fortæller han, hvad han har set. Den dræbte møller, blodet. Hans Kuld i løb over marken. Han fortæller hvordan Lars Peter opførte sig. Løgnen om Jørgen Christian. Den stakkel. Snart er alle sikre. De tror på Jens Jacob. Hans Kuld har slået Mølleren ihjel, og Lars Peter fik ham til det. \n\tI flokke sætter mændene ud for at fange de to. De to skal være klar til afhøringen, når de kommer fra Rønne. De skal hænges. Morderhunde. \n\tÅnden fra de vrede bønder i vinterluften.\n\n[[De finder Lars Peter og slæber ham til kirken.]]\n\n[[Hos den fattige kvinde Rasmusken finder de Hans Kuld sovende i hendes seng.]]
Dennis Gade Kofod