Brostenene skinner som knoglerester i en køkkenmødding.\n Min sko knalder mod granitten. \n De har sprængt øen i stykker og spredt den ud som et dækken af død. \n Alle de, der lagde vejen her, er døde.\n Den ene Jens Vejmand efter den anden. \n Gigt og forfrysninger. \n Slid og død. \n Og så mig, der lever af at rydde op efter fremskridtet. \n Genfærd, der ikke engang kan røre det, de har bygget. \n Genfærd, der ikke engang kan mærke det, der holder dem fanget. \n\n*\n\nJeg har ikke min vilje med mig. \n Jeg har mistet min indkomst. \n Mureren har taget den fra mig. \n Jeg er til grin og på røven. \n\n*\n\nLille Madsegade er dødens flod. \n Jeg er ikke ved at krydse den. \n Jeg driver blot med strømmen.\n\n*\n\nSå får jeg fat i bevoksningen og hiver mig op på bredden. \n\n*\n\n->[[Lille Madsegade 42]]\n

Murerens vrede får samme konsistens som hendes angst. \n\tDen sætter sig i alt det, der engang var hans. \n\tHele matriklen er et brøl af afmagt. \n\tEn varme slår op. \n\tDen unge kvinde græder. \n\tHun har helt sikkert prøvet det her før. \n\tVoldelige mænd. \n\tHun humper afsted med sit forbrændte ben. \n\tHun skutter sig og forsvinder. \n\n*\n\nJeg vil efter hende. Det bliver jeg nødt til. \n Jeg vil blive her og tjene mine penge. \n\nDet er ikke mig, der har slået hende ihjel. \n Jeg løber ud af døren og igennem forhaven.\n Jeg ser hende nede ved Lille Madsegade. \n\n*\n\nJeg tager et par skridt væk fra huset. \n Jeg vil. \n Jeg vil. \n Jeg vil. \n\n*\n\n->[[Et ritual på gaden]]\n\n->[[Det røde hus i Lille Madsegade]]\n\n

Mureren er ikke længere at se, men jeg kan høre og mærke ham inde i huset. \n Så kan jeg også høre en ung kvinde græde. \n Hun hulker.\n Hun hulker mere. \n Så skriger hun. \n\t\nNaboerne mærker intet.\n Naboerne hører intet. \n Det er tydeligt. \n Kvinden vugger frem og tilbage i sit bløde fodtøj. \n\nSå kommer den unge kvinde igennem væggen, og naboerne ser hende. \n Forbrændt og ødelagt. \n Brystkassen er trykket ind. \n Ansigtet er væk og kraniet er sodet til. \n Den ene fod er forkullet og stump. \n Den anden er indkapslet i en smeltet badetøffel fra H2O. \n\nEt lille rum i tiden før rædslen følger med hende. \n\n*\n\nNaboerne løber. \n Den unge kvinde skriger og skriger. \n Mureren træder frem i forhaven. \n Mureren ser på mig. \n Jeg ser fra ham og til den unge kvinde. \n Hun har brug for min hjælp, men det giver ikke husleje. \n Nu hader jeg mureren, men alt det jeg kan skrive på fakturaen nu, er forrygende. \n Hvis jeg bliver hos ham.\n\nMoral og husleje er sådan noget lort at blande sammen. \n\nSå mister jeg kontrollen igen. \n\n*\n\nd6\n->[[1, 2 og 3: Joan løber væk]]\n\n->[[Joan går ind i huset]]\n\n

Jeg er 6.230 kroner oppe. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at sige, at jeg har overført det, jeg skyldte for sidste måned. \n Vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\nJeg sidder på Ø-arkivet med min kaffe, jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt det allersidste af den unge kvinde i brandtomten. \n Det var derfor, mureren gik igen. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Tænk, at vi bruger det ord om en, der har slået ihjel. \n At have døden som det, man har mest kær. \n Hun må have været bange så længe, før hun blev dræbt. \n\t\n*\n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket. \n Det var de papirer, hun var i kælderen efter. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Han døde af druk i den stue, men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Bare blive ved. \n Eller nogen kan.\n\n*\n\nJeg har også selv forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der havner der. \n\n*\n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Min ven på jobcenteret siger, at de borgere, der havner der er i sikkerhed. \n\n*\n\nSikkerhed?\n Da jeg spurgte fra hvad, trak han bare på skuldrene. \n\n*\n\nJeg er i sikkerhed. \n\n*\n

Der er ingen, der bliver i den her verden, hvis ikke de er tvunget. \n\nTvang. \n\nDe er holdt fast.\n\nJeg bruger helst ikke ordet spøgelse. \n\nGenfærd er meget mere præcist. \n\nDet handler om tid. \n\nAt gå igen. \n Igen og igen. \n\nMere end de er fanget i verden, er de fanget i tiden. \n\nTiderne: Den de levede i, og så al den tid, der er løbet igennem dem siden. \n\nDet slider, og det er der ingen levende, der bryder sig om at se på, og så ringer de efter mig, og jeg kommer og spiller fandango for at holde prisen oppe. \n Ikke, at det ikke virker, det er ikke det. \n Det er blot alt det ståhej, jeg tilføjer, der ikke er nødvendigt for andet end at gøre det forståeligt for dem, der betaler, at noget sker. \n\nKridt er billigt. \n Jeg køber de store æsker i mange farver i legetøjsbutikken. \n Jeg køber dem lørdag formiddag, når der er flest mennesker i byen. \n Jeg sørger for at have lidt blade i håret. \n På samme måde som et ekstra symbol på et fortov kan lægge 100 kroner til fakturaen, kan lidt blade i håret en lørdag formiddag give en kunde eller to. \n\nDet er så dumt, men det betaler sig. \n\n*\n\n->[[Mureren]]

Rotna. \n Rådden. \n Deraf kommer navnet. \n Før i tiden ragede de to bugter - en på hver side af købstaden - dybere ind i kysten. Der lå så tangen og rådnede, og stanken kravlede fra begge sider ind i gaderne: Over Galgeløkkens høfder og bakker og voldanlæg og efterladenskaber fra hekse, selvmordere og andre forbrydere; over Antoinettens klitter og kagelyd og op igennem Nordskovens bøgetræer forbi Andelsslagteriet, der gladeligt lod sig drukne i fremmed dunst. Ind imellem de fine, nuttede huse omkring kirken, og ind imellem de store, mondæne villaer med udkikstårn, hvor rederne engang stak deres hoveder op, så deres fedtvalkede halse kunne skvulpe af glæde, når en af flådens skibe lagde til med mere rigdom. Der lå den så, stanken, og skvulpede rundt som et usynligt plører i næsehøjde.\n\nRådden. \n Hvad er det for et bynavn?\n Hvorfor er det blevet hængende, nu hvor tangen ikke har plaget os i over 100 år?\n Hvorfor er det ikke blevet omformet?\n\n\nMen... \n\nHer bor jeg, her er jeg fra. \n Joan Kofoed Stine.\n Torsdagsbarnet, der ikke kan tage væk. \n Torsdagsbarnet, der hopper og danser for borgerskabet og kapitaliserer på deres frygt for døden, når den bliver konkret og går igen i deres friværdi, som en stille fuckfinger til deres slidsomme forfinethed, deres opsparinger og pensionsordninger, der er helt og aldeles meningsløse, hvis ikke de får lov at blive gamle. \n\nOg stadigvæk kræves det, at jeg betaler for at værre her. \n\nHusleje. \n\nRotna kræver husleje, hvis du ikke ejer, og jeg mangler altid. \n\t\n*\n\n->[[Mureren]]\n\n->[[Torsdagsbarn]]

Jeg er torsdagsbarn.\n Torsdagens forbandelse.\n De øjne og de nerver. \n Jeg ser alt det, der ellers er skjult. \n Jeg holder små husdyr for at bruge deres blod og skeletter til ritualer. \n Jeg har store stykker gadekridt i lommen. \n Jeg har kastanjer og lidt knogler i lommen.\n Mine lommer er som en åndssvag fjolleremse skrevet til børn.\n\nNår torsdagsbarnet tegner på den verden, torsdagsbarnet deler med dig, kontrollerer torsdagsbarnet alt det, du ikke kan se. \n\nOg mere til. \n\nFor ikke så mange år siden ville de kalde mig klog. \n\nFor lidt flere år siden ville jeg blive kaldt en heks. \n\nJeg kunne være blevet brændt. \n\n*\n\nDa jeg var barn, forsøgte jeg at fortælle, hvad jeg så. \n Jeg fik at vide, jeg skulle holde min mund. \n Borgerligheden forandrer sig aldrig.\n Ensomheden har været en del af mit liv lige siden.\n Ensomheden og huslejen er to sider af samme sag.\n\n*\n\t\n->[[Mureren]] \n\n->[[Ensomme børn]]\n

Jeg løber.\n Kroppen har taget over. \n Jeg kan mærke, jeg løber, men jeg bestemmer ikke over kroppen de første mange meter. \n Jeg er bange. \n Nej, det er jeg ikke. \n Kroppen er skræmt, men jeg er fattet endnu. \n Blot lidt overrasket. \n\nPå hjørnet af Lille Madsegade og Landemærket standser jeg kroppen og får pusten. \n Jeg knækker sammen i hoften og trækker vejret tungt. \n Jeg er igen den, der bestemmer over kødskallen. \n Jeg fumler med lidt kridt i lommen. Det tørre stof trækker al væden ud af min håndflade. \n Jeg vender mig og ser naboerne, der igen står ude på gaden. \n Jeg skal vende det her til noget, der kan skrives på fakturaen. \n Faretillæg. \n Jeg ser op på dem. \n Står manden der og griner?\n\n*\n\n->[[Brosten som knoglerester]]\n\n->[[Joan bider skammen i sig]]\n\n\n\n

Jeg presser forsigtigt håndtaget ned og lægger skulderen mod døren. \n Det knirker ikke som det ville gøre i en film. \n Det gennemfugtige træ har en tung dunst, der vokser, da det giver efter for min vægt. \n Det ene hængsel slipper karmen, inden døren skævt og trægt lader sig åbne. \n\nStuen er en forlængelse af forhaven. \n Slyngplanter og bregner og nogle af de mere foretagsomme buske er ligeså kraftige her som udenfor. \n\t\nHer er der et hul i tiden. \n En stilhed, der ikke kun handler om fraværet af lyd. \n Det er noget større og mere tomt, noget der er mere magtfuldt end fraværet af lyd, men som stadig bedst beskrives som stilhed. \n\nPå stuegulvet er der rester af et bål. \n Ikke et pænt bygget bål, som jeg finder det ved en af skovens shelterpladser, men et rodsammen af alt for vådt brænde, et el-løbehjul og resterne af en kvindekrop. \n\nEn havesnegl kravler forsigtigt og omsorgsfyldt over en underarm, der kun er delvist brændt. \n Ansigtet er væk og kraniets knoglemasse er sort af sod. \n Styret på løbehjulet ligger oven på torsoen som en ekstra rygrad. \n Plastikket er smeltet sammen med ribbenene i den ene side. I den anden side af brystkassen er de trykket ind.\n\nMureren står lige bag mig. \n Jeg kan mærke ham. \n Det plejer jeg ikke at kunne. \n\n*\n\n->[[Kvinder brænder. Mænd stikker ild]]\n\n\n\n

Jeg står foran et stort rødt hus i forfald. \n Det er ikke det samme forfald som i murerens hus, hvor det var tidens gnaven, der langsomt pillede det fra hinanden. \n Her, i Lille Madsegade, er det fattigdommen og dumheden, der slider og hiver i murene. \n Malingen skaller og falder til jorden som efterårsløv. \n Gavlen har en sætningsskade, som om den er fløjet ind fra Hviderusland. \n\nI portåbningen står et løbehjul. \n En ung mand kommer ud. \n Han løfter det op og vender det og trækker det ud på fortovet. \n Han stirrer mig lige ind i øjnene. \n Jeg stirrer igen, inden jeg ser genfærdene bag ham. \n De står så tæt, jeg ikke kan skille dem ad. \n Mellem 15 og 20 sjæle, der af en eller anden grund er bundet til det her lortehus. \n\nNu går de frem mod mig og den unge mand. \n Jeg kan lugte, han er morder.\n Jeg ved, han har slået den unge kvinde ihjel.\n Han er kvindemorder. \n De andre ved, han er kvindemorder. \n Jeg kan mærke deres vrede. \n\t\n*\n\nNu kører han væk på den der særlige lydløse facon, som elmotorer kan levere. \n\n*\n\nJeg kan ikke mere.\n Jeg vil ikke mere i dag. \n Jeg flygter igen. \n Hjem til pakhuset i Provstegade.\n\n*\n\nDer ringer jeg til politiet og fortæller, at jeg tror, der er begået et mord i murerens hus i Landemærket. \n\n*\nNu har jeg intet at skrive en faktura for. \n Jeg har ingen at sende den til. \n\n*\n\n[[Efterspil og kaffe på Ø-arkivet]]\n\n

Jeg er 4.372 kroner nede. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at låne. \n De gør det, men vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\n*\n\nJeg er blevet narret. \n\n*\n\nJeg sidder på Ø-arkivet med min kaffe, jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt den unge kvinde i murerens hus. \n Det var derfor, mureren kom frem. \n Det står ikke i døgnrapporten, men jeg ved, at betjentene kom til skade. \n Bålet blussede op, og batteriet i det løbehjul, der var smidt sammen med liget, eksploderede. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Det var ham, jeg mødte i porten. \n\n*\n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Han døde af druk i den stue, men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Eller nogen kan.\n Leve med en uendelig ligegyldighed. \n\n*\n\nJeg har også forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der havner der. \n\n*\n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Min ven i jobcenteret siger, at de borgere, der havner der er i sikkerhed. \n\nSikkerhed?\n\n*\n

Jeg ved godt, det ikke er mureren, der har slået kvinden ihjel, men kridtet knækker flere gange, mens jeg tegner på fortovet. \n Jeg laver en spidsvinklet trekant, der åbner sig ind mod huset. \n Jeg stiller mig i den og synger. \n Sangen er både for at samle tankerne og for at give noget til fakturaen. \n Inde fra trekanten rækker jeg ud og tegner en halvcirkel ind mod huset. \n Den træder jeg over i. \n\t\nMureren kommer frem i haven og ser på mig. \n Han ved, at han er truet. \n Det kan jeg se.\n Jeg kaster knogler frem igennem åbningen til haven og skridter ind, som om det er mit barndomshjem.\n Han hader mig nu. \n\nJeg kysser to kastanjer og lader dem hvile lidt i hånden, inden jeg kaster først den ene og så den anden. \n Det er kærlighed, jeg tyrer efter ham. \n Den kærlighed hun aldrig fik. \n\t\nDe rammer begge to. \n\n*\n\nHan krymper sig. \n Han vælter. \n Han ligger på græsset og mosset som et barn. \n\n*\n\nNu venter jeg. \n\n*\n\nd6\n->[[1, 2 og 3: Ritualet fjerner mureren, men han skræmmer beboerne]]\n\n->[[4, 5 og 6: Ritualet virker perfekt]]

Jeg står foran et stort rødt hus i forfald. \n Det er ikke det samme forfald som i murerens hus, hvor det var tidens gnaven, der langsomt pillede det fra hinanden. \n Her, i Lille Madsegade, er det fattigdommen og dumheden, der slider og hiver i murene. \n Malingen skaller. \n Gavlen har en sætningsskade, som om den er fløjet ind fra Hviderusland. \n\nI portåbningen står et løbehjul. \n En ung mand kommer ud. \n Han løfter det op og vender det og trækker det ud på fortovet. \n Han stirrer mig lige ind i øjnene. \n Jeg stirrer igen, inden jeg ser genfærdene bag ham. \n De står så tæt, jeg ikke kan skille dem ad. \n Mellem 15 og 20 sjæle, der af en eller anden grund er bundet til det her lortehus. \n\n*\n\nNu går de frem mod mig og den unge mand. \n Jeg kan lugte, han er morder. \n Jeg kan mærke deres vrede. \n Nu kører han væk på den der særlige lydløse facon som elmotorer kan levere. \n\t\n*\n\nJeg kan ikke mere.\n Jeg vil ikke mere i dag. \n Jeg flygter. \n Hjem til pakhuset i Provstegade.\n Min lejlighed med de smukke blotlagte bjælker, der engang bar gods i store kroge. \n Der ringer jeg til politiet og fortæller, at jeg tror, der er begået et mord i murerens hus i Landemærket. \n\n*\n\n->[[Ø-arkivet, et efterspil]]

Jeg presser forsigtigt håndtaget ned og lægger skulderen mod døren. \n Lyden er ikke som i en film. \n Ingen klichéfyldt knirken.\n Det gennemfugtige træ har en tung dunst, der vokser i mig, da det giver efter for min vægt. \n Det ene hængsel slipper karmen, inden døren skævt og trægt lader sig åbne. \n\nStuen er en forlængelse af forhaven. \n Slyngplanterne og bregnerne og nogle af de mere foretagsomme buske er ligeså kraftige her som udenfor. \n\t\nHer er der et hul i tiden. \n En stilhed, der ikke kun handler om fraværet af lyd. \n Det er noget større og mere tomt, men som stadig bedst beskrives som stilhed. \n\nPå stuegulvet er der rester af et bål. \n Ikke et pænt bygget bål, som ved en af skovens shelterpladser, men et rodsammen af alt for vådt brænde, et el-løbehjul og resterne af en kvindekrop. \n\nEn havesnegl kravler forsigtigt og omsorgsfyldt over en underarm, der kun er delvist brændt. \n Ansigtet er væk, og kraniets knoglemasse er sort af sod. \n Styret på løbehjulet ligger oven på torsoen som en ekstra rygrad. \n Plastikket er smeltet sammen med ribbenene i den ene side. I den anden side af brystkassen er de trykket ind.\n\nMureren står lige bag mig. \n Jeg kan mærke ham. \n Det plejer jeg ikke at kunne. \n\n*\n\n->[[Brændte kvinder. Vrede mænd]]\n\n\n\n

Jeg er 6.230 kroner oppe. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at sige, at jeg har overført det, jeg skylder for sidste måned. \n Vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\n*\n\nJeg sidder på Ø-arkivet med min kaffe, jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt den unge kvinde i murerens hus. \n Det var derfor mureren viste sig. \n Det står ikke i døgnrapporten, men jeg ved, at betjentene kom til skade. \n Bålet blussede op, og batteriet i det løbehjul, der var smidt sammen med liget, eksploderede. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Det var ham, jeg mødte i porten. \n\n*\n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket. \n Det var de papirer, hun hentede i kælderen. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Han døde af druk i den stue, men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Eller nogen kan.\n\n*\n\nJeg har også forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der havner der. \n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Min ven på jobcenteret siger, at de borgere, der havner der er i sikkerhed. \n\n*\n\nSikkerhed?\n Da jeg spurgte fra hvad, trak han bare på skuldrene. \n\n*\n\nCamilla hælder lidt mere kaffe op. \n Jeg fortæller hende, at de har ringet fra en institution nede i byen. \n De har et spøgelse i garderoben ind til vuggestuen. \n Det kommer til at give godt, hvis det ikke bliver til noget bøvl. \n Ellers må jeg låne igen. \n\n* \n

Inde fra min fredscirkel ringer jeg til politiet og anmelder et mord. \n Den samme tøven som altid fra 112. \n Den der kan-det-nu-passe-tavshed, før jeg får at vide, at de sender en patrulje. \n\nSå mureren. \n Han forsøger at bryde cirklen, men er ikke så magtfuld. \n Så en kan-det-nu-passe-tavshed fra ham. \n Som om han et øjeblik forlader vores verden. \n\t\nEt øjeblik er jeg alene. \n Et Øje-Blik. \n Synet som noget, der måles i tid. \n Men så er mureren der igen, og han har den unge kvinde med sig. \n Hun ved ikke, hvor hun er. \n Hun ved ikke, hvad hun er. \n Den rædsel. \n Og hun skriger, da hun ser sin krop i resterne af bålet. \n\t\nIkke et skrig, der kan høres. \n\n*\n\nLyden af sirenerne er en befrielse. \n Det er livet, der trænger ind i døden. \n\nMureren brøler. \n Det kan jeg høre. \n\nDen unge kvinde falder om. \n Jeg har aldrig set nogen være så skræmt. \n Flammerne vågner i bålet. \n Først tror jeg, det kun er et syn, men så mærker jeg varmen. \n Batteriet i løbehjulet eksploderer, og flammerne har fat i hele stuen. \n Den unge kvinde løber, og jeg bryder selv cirklen og staser efter hende igennem hoveddøren og ud i forhaven. \n\n*\n\nMureren og hans vrede er i hele matriklen. Jeg får en gren i ansigtet og bløder med det samme fra kinden. \n Naboerne er væk. \n Den unge kvinde er væk. \n Ude på gaden kan jeg se hende dreje om hjørnet til Lille Madsegade, og jeg styrter efter hende. \n\n*\n\nDet er ikke et valg.\n Fuck, der røg den faktura.\n\n*\n\n->[[Løbehjulet i Lille Madsegade]]

Den første tekst om torsdagsbarnet, Joan Kofoed Stine

Jeg kaster en knogle og tegner en tydelig streg parallelt med den. \n Jeg kigger mureren i øjnene, og han forstår, men har ikke tænkt sig at adlyde. \n Du hører ikke til længere, siger jeg. \n Han træder et skridt frem mod mig og slår efter mit ansigt. \n Han trænger ikke gennem min kridtstreg. \n Du skal gå nu, siger jeg. \n Han skriger, og som om hans skrig er et kald, kommer hun frem, den unge kvinde. \n Forbrændt og ødelagt. \n Brystkassen er trykket ind. \n Ansigtet er væk og kraniet er sodet til. \n Den ene fod er forkullet og stump. \n Den anden er indkapslet i en smeltet klipklapper fra H2O. \n Hvorfor er de så ofte i efterlivet et aftryk af deres død, når det ikke er nødvendigt. \n\nEt lille rum i tiden før rædslen følger med hende. \n Hun ser og mærker sig selv. \n De lyde hun kommer med, rækker langt ind i begge verdner. \n Udenfor kan jeg høre naboerne løbe væk. \n Den unge kvinde skriger og skriger. \n\n*\n\nd6\n->[[1,2 og 3: Ritualet er en succes, og Joan får mureren til at gå]]\n\n->[[4, 5 og 6: Mureren forener sig i vrede med huset]]

Brostenene skinner som knoglerester i en køkkenmødding.\n Min sko knalder mod granitten. \n De har sprængt øen i stykker og spredt den ud som et dækken af død. \n Alle de, der lagde vejen her er døde.\n Den ene Jens Vejmand efter den anden. \n Gigt og forfrysninger. \n Slid og død. \n Så ofte er det mig, der rydder op i det morads, udviklingen efterlader sig. \n\nJeg har ikke min vilje med mig. \n Jeg har mistet min indkomst. \n Mureren har taget den fra mig. \n Jeg er til grin og på røven. \n\t\nLille Madsegade er dødens flod. \n Jeg er ikke ved at krydse den. \n Jeg driver blot med strømmen.\n\n*\n\n->[[Husleje og kvindemord]]

Jeg er 4.372 kroner nede. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at låne. \n De gør det, men vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\n*\n\nJeg sidder på Ø-arkivet med min kaffe, jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt en ung kvinde i murerens hus. \n Det var derfor, mureren kom frem. \n Det står ikke i døgnrapporten, men jeg ved, at betjentene kom til skade. \n Hun lå i et bål med et el-løbehjul i stuen. Bålet blussede pludseligt op, og batteriet i løbehjulet eksploderede. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Det var ham, jeg mødte i porten. \n\n*\n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Han døde af druk lige der i den stue, men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Eller nogen kan.\n Det at blive ved og ved. \n Den ene sten efter den anden på det, de bilder sig ind skal være et mausoleum.\n\n*\n\nJeg har forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der havner der. \n\n*\n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Min ven på jobcenteret siger, at de borgere, der havner der er i sikkerhed. \n\n*\n\nSikkerhed?\n\n*\n\nDa jeg spurgte fra hvad, trak han bare på skuldrene. \n\n*\n\n

jquery:off\nhash:off\nbookmark:on\nmodernizr:off\nundo:off\nobfuscate:off\nexitprompt:off\nblankcss:off\n

Jeg kaster op ud over bålet og liget. \n En badetøffel af den slags en bestemt type mennesker bruger til alt, er smeltet fast omkring den ene - næsten hele - fod. \n Huden bobler som på en flæskesteg \n Mureren skubber til mig. \n Det burde han ikke kunne. \n Med et kridt tegner jeg en hurtig cirkel og trækker mig selv derind. \n Den samme fred som hjemme i stuen indfinder sig.\n\n*\n\nÅh, for helvede, huslejen. \n Husleje og moral går så dårligt hånd i hånd. \n\n*\n\nJeg kaster en knogle og tegner en tydelig streg parallelt med den. \n Jeg kigger mureren i øjnene, og han forstår, men har ikke tænkt sig at adlyde. \n Du hører ikke til længere, siger jeg. \n Han træder et skridt frem mod mig og slår efter mit ansigt. \n Han trænger ikke gennem min mur af kridt. \n Du skal gå nu, siger jeg. \n Han skriger. \n\n*\n\nd6\n->[[1,2 og 3: Ritualet er en succes, og Joan får mureren til at gå]] \n\n->[[4, 5 og 6: Mureren forener sig i vrede med huset]]\n

Jeg ved ikke, hvorfor han viser sig nu, mureren, men de har ringet, naboerne, så nu er jeg her sammen med ham. \n\nDe fortæller, naboerne, at de så ham første gang for fire dage siden. Kvinden i blomstrede Crocs peger på et af tre kameraer, der er monteret på deres hus. Det kamera er forbundet til en elektronisk billedramme i køkkenet, og det var der, de så ham første gang. Senere, da de faktisk ledte efter ham, fandt de ham så på overvågningen. Hun peger på de to andre kameraer oppe under tagrenden. \n\nHvem filmer egentlig gaden, de bor i?\n Hvad er det for en slags mennesker?\n Gadespejlet har taget et kvantespring. \n\nManden siger, mureren larmer, men det kan jeg ikke tro.\n Der er gået mere end 10 minutter, siden jeg kom.\n Han har ikke lavet en lyd. Han har end ikke flyttet sig. \n\nMen det er sådan her, jeg tjener til mit liv. \n Jeg forstyrrer dem, der er fanget, for at gøre dem, der ellers bare kan flytte sig, trygge. \n Jeg maner genfærd for penge, og nu skal jeg arbejde. \n\n*\n\nJeg fortæller naboerne, at det er en svær opgave. \n Jeg fornemmer, at mureren er stærkt knyttet til huset, og det er egentlig sandt nok, men sandheden gør ingen forskel, når der skal faktureres. \n\n*\n\n->[[Tættere på mureren]]

Jeg er 4.372 kroner nede. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at låne. \n De gør det, men vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\n*\n\nJeg sidder på Ø-arkivet, med min kaffe, som jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt den unge kvinde i murerens hus. \n Det var derfor mureren, blev kaldt frem. \n Det står ikke i døgnrapporten, men jeg ved, at betjentene kom til skade. \n Bålet blussede op, og batteriet i det løbehjul, der var smidt sammen med liget, eksploderede. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Det var ham, jeg mødte i porten. \n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Han døde af druk i den stue, men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Eller nogen kan.\n Se lige ind i ligegyldigheden uden at lade sig ryste. \n\n*\n\nJeg har skam også forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der havner der. \n\n*\n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Men ven på jobcenteret siger, at de borgere, der havner der, er i sikkerhed. \n\nSikkerhed?\n\nDa jeg spurgte fra hvad, trak han bare på skuldrene. \n\n*\n\nEr jeg i sikkerhed?\n Jeg ved det ikke. \n Jeg er ikke bange for at dø. \n Ikke længere. \n Det er ikke det. \n\n*\n\n

Mureren står i Landemærket, da jeg ankommer. Jeg er ikke i tvivl om, hvor han hører til. Han står og stirrer på det, der engang var hans hus. \n Det forfalder.\n Hans hænder. \n De hænder. \n De er låst om murerskeen. Ikke i kramper, men i døden.\n For evigt, kan du sige, uden at overdrive. \n\t\nMureren er i arbejdstøj. \n Måske han faktisk tror, at han klamrer sig til værktøjet.\n Måske han ikke forstår, den situation han er i. \n Det er ofte sådan med de døde. \n Jeg har ikke mødt ham før, men det er ikke unormalt. De døde gør ikke altid væsen af sig, før noget eller nogen tvinger dem til det. \n Det har jeg aldrig forstået. Hvis jeg bliver fanget, når jeg dør, skal jeg råbe og skrige, til nogen sender mig videre. \n\nHvad fanden er det med mennesker og deres evne til at finde sig i pis og lort? \n\nEn knogle titter frem i tommeltottens trevlede kød. \n Det sker også ofte, at kroppen, selv om den ikke er fysik, fortsætter med at forfalde. \n\nKnoglen er grå som mørtel. \n\nMureren er grunden til, jeg er her. Mureren er min husleje til næste måned, måske - med lidt held - også måneden efter. \n\nNaboerne til huset står ude på gaden og venter på mig. \n Det er dem, der har ringet. \n Jeg burde bruge et ord som påkaldt. Det skæpper i kassen.\n Jeg ugler mit hår og lader jakken stå åben, så den flagrer, da jeg går dem i møde. \n\n*\n\n->[[Naboerne]]\n

Jeg har brug for at hvile mig, men nu hvor mureren er væk, bliver jeg ramt af stanken fra det brændte lig. \n Det kan jeg ikke holde til og sunder mig kun et øjeblik, inden jeg rejser mig. \n\t\nJeg står i stuen, der er sært freddyldt nu. \n Jeg kan se, at gulvbrædderne snart giver efter. \n Muren ind til et tilstødende værelse hælder voldsomt. \n I gavlen spreder sætningsskader sig i et zig-zag-mønster som lyn i kimingen.\n Jeg husker at skrige. \n Det er et godt skrig. \n Jeg lyder bange og anstrengt. \n Så kaster jeg en løs sten igennem vinduet ud til baghaven. \n Jeg niver mig selv i kinderne. \n\t\nSå venter jeg lidt i stilheden inden, jeg går ud til naboerne. \n\n*\n\nHan er væk, siger jeg. \n Jeg sender regningen, siger jeg.\n De glemmer at spørge om hvor meget, men det er deres fejl. \n Så kan jeg høre sirener. \n Det er naboerne, der har ringet. \n Lidt efter er politiet der, og jeg svarer på deres spørgsmål. \n De ved, hvem kvinden er, siger de. \n De er næsten sikre på, at det er hende.\n\n*\n\n[[En gæld bliver betalt]]

Jeg står foran et stort rødt hus i forfald. \n Det er ikke det samme forfald som i murerens hus, hvor det var tidens gnaven, der langsomt pillede det fra hinanden. \n Her, i Lille Madsegade, er det fattigdommen og dumheden, der slider og hiver i murene. \n Malingen skaller som solbrændt hud. \n Gavlen har en sætningsskade, som om den er fløjet ind fra Hviderusland. \n\n*\n\nI portåbningen står et løbehjul magen til det, der ligger i bålet i murerens hus. \n En ung mand kommer ud. \n Han løfter det op og vender det og trækker det ud på fortovet. \n Han stirrer mig lige ind i øjnene. \n Jeg stirrer igen, inden jeg ser genfærdene bag ham. \n De står så tæt, jeg ikke kan skille dem ad. \n Mellem 15 og 20 sjæle, der af en eller anden grund er bundet til det her lortehus. \n\n*\n\nNu går de frem mod mig og den unge mand. \n Jeg kan lugte, han er morder. \n Jeg kan mærke deres vrede. \n\t\n*\n\nNu kører han væk på den der særlige lydløse facon, som elmotorer kan levere. \n\n*\n\nJeg kan ikke mere.\n\nJeg vil ikke mere i dag. \n\nJeg flygter. \n\nHjem til pakhuset i Provstegade.\n\n\n[[Et efterspil på Ø-arkivet]]

Jeg rejser mig med et skrig af anstrengelse. \n Det er ikke for at skrive det på fakturaen, jeg skriger; det er nødvendigt for mig at gøre det.\n Jeg er den slags menneske, der bliver vred af afmagt.\n Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. \n Først op på knæ.\n Så op på alle fire. \n Det ene ben foran det andet. \n Som en vægtløfter. \n Det spænder vildt i musklerne omkring nyrerne, da jeg presser mig selv op at stå. \n Først kroppen, så resten af mig op igennem kroppen.\n Et øjeblik er hele min bevidsthed samlet i benene. \n\n*\n\n->[[Den rådne hoveddør]]

Brostenene skinner som knoglerester i en køkkenmødding.\n Min sko knalder mod granitten. \n De har sprængt øen i stykker og spredt den ud som et dækken af død. \n Alle de, der lagde vejen her, er døde.\n Den ene Jens Vejmand efter den anden. \n Gigt og forfrysninger. \n Slid og død. \n Alt for ofte er det mig, der rydder op efter udviklingen. \n\n*\n\nJeg har ikke min vilje med mig. \n Jeg har mistet min indkomst. \n Mureren har taget den fra mig. \n Jeg er til grin og på røven. \n\n*\n\nJeg ved, at den unge kvinde også må være flygtet. \n Jeg kan mærke hende i nærheden. \n\t\n*\n\nLille Madsegade er dødens flod. \n Jeg er ikke ved at krydse den. \n Jeg driver blot med strømmen.\n Så får jeg fat i bevoksningen og hiver mig op på bredden. \n\n*\n\n->[[Et ritual på gaden]]\n\n->[[Lille Madsegade 42]]\n

Mureren hører mig, det fornemmer jeg. \n Mine sko klikker over brostenene. \n Mureren er selv i træsko. \n Træsko uden lyd.\n Jeg løfter hånden op foran brystet, som om jeg vil stoppe noget, der kommer imod mig. \n Det er for naboernes skyld, den bevægelse.\n En antydning af råd og noget forkullet hænger et øjeblik i luften. \n Jeg får kvalme. \n Jeg ser på naboerne. \n Gå, siger jeg, i et tonefald, der måske er en smule for teatralsk, men de adlyder og bakker ind i deres egen forhave. \n Jeg tænker på, at det bliver optaget, det jeg foretager mig, og jeg løfter begge hænder for dramaets skyld. \n\nMureren ser undrende på mig.\n\nHan står stille lidt. \n\nJeg tager et skridt mere frem mod ham. \n\n*\n\nDer er heller ingen lyd, da mureren - i én bevægelse - vender sig og går igennem den tilgroede åbning til forhaven. \n Så alligevel. Der er de lyde, min fantasi sætter på hans færden. \n Grenene mod jakken. \n De tunge skridt ned i den svampede græsplæne. \n Et suk. Jeg er sikker på, han sukker. \n\nMureren vender sig og ser på mig.\n\nJeg vil tro, at han er fra '50erne. Det er sært, at han kommer frem nu. \n Dengang var der stadig industri her i kvarteret. Længere oppe ad vejen er der en skinnerest tværs over kørebanen. \n Lysværket ligger tomt og forladt på den anden side af genboernes huse. \n Så igen den stank af råd og dødt bål. \n Er det pis, der også er i stanken?\n Har nogen pisset på flammerne?\n\n*\n\n->[[Den rådne hoveddør]] \n\n->[[Joan stiller sig blot i åbningen til forhaven]]

Jeg kaster op ud over bålet og liget. \n En af de badetøfler, nogle bestemte mennesker går med i det offentlige rum er smeltet fast om den ene fod. \n Huden bobler som på en flæskesteg. \n Mureren skubber til mig. \n Det burde han ikke kunne. \n Jeg ved, at den unge kvinde også er her et sted. \n Jeg må samle mig. Jeg er ikke kun i min krop. \n Jeg er til stede i hele huset, og det kan jeg ikke holde til. \n\n*\n\nJeg sætter mig.\n Med et kridt tegner jeg en hurtig cirkel og trækker mig selv derind. \n Den samme fred som hjemme i min stue indfinder sig.\n Åh, for helvede. Huslejen. \n Husleje og moral går så dårligt hånd i hånd. \n Men jeg kan ikke lade hende være her!\n Det kan jeg ikke, kan jeg?\n\n*\n\nd6\n->[[1,2 og 3: Joan ringer til politiet med det samme]]\n\n->[[4, 5 og 6: Joan taler med mureren, inden hun ringer til politiet]]\n

Jeg er 4.372 kroner nede. \n Jeg er 43 og har ringet til min mor og far for at låne. \n De gør det, men vi skammer os, alle tre.\n Jeg var et ensomt barn. \n Jeg er et håbløst barn. \n\n*\n\nJeg sidder på Ø-arkivet, med min kaffe, som jeg har taget uden at lægge de fem kroner i dåsen. \n Camilla kommer op fra kælderen. \n Hendes store røv er mere underklasse end akademiker, men sådan er der så meget. \n\n*\n\nPolitiet fandt den unge kvinde i murerens hus. \n Det var derfor, mureren viste sig. \n Det står ikke i døgnrapporten, men jeg ved, at betjentene kom til skade. \n Bålet blussede op, og batteriet i det løbehjul, der var smidt sammen med liget, eksploderede. \n De har arresteret hendes kæreste. \n Det var ham, jeg mødte i porten. \n\n*\n\nCamilla fortæller mig om huset i Landemærket.\n Det er de papirer, hun var i kælderen efter. \n Mureren har selv bygget det, men så blev han snydt af sin mester, der havde en affære med murerens kone.\n Mureren døde af druk i den stue. \n Men indtil da passede han huset. \n Det er det, mennesker kan. \t\n Eller nogen kan.\n\n*\n\nJeg har også forhørt mig. \n Huset i Lille Madsegade er en rottefælde.\n De der bor der, er alle på vej ned. \n Ejerne gemmer sig bag et firma i Hellerup. \n De er ikke til at komme i kontakt med. \n Min ven på jobcenteret siger, at de har en tommelfingerregel om at opgive de borgere, der flytter ind der. \n\n*\n\nMin lejlighed i Provstegade er almennyttig. \n Min ven på jobcenteret siger, at de borgere, der havner der, er i sikkerhed. \n\n*\n\nSikkerhed?\n Da jeg spurgte fra hvad, trak han blot på skuldrene.\n\n* \n\nCamilla hælder lidt mere kaffe op. \n Jeg fortæller hende, at de har ringet fra en institution nede i byen. \n De har et spøgelse i garderoben ind til vuggestuen. \n Det kommer til at give godt, hvis der ikke bliver noget bøvl. \n Så kan jeg betale min mor og far lidt tilbage. \n\n*\n\n

Energien er enorm. \n Jeg er en magtfuld klog kone.\n Jeg er byens bedste clairvoyant. \n Jeg er heksen fra Provstegade.\n Jeg er maneren, der styrer de døde. \n\n*\n\nDa jeg kommer til mig selv, ligger jeg på en båre på vej ind i ambulancen. \n Jeg kan høre naboerne nægte alt. \n De siger, de ikke ved, hvem jeg er. \n De siger, de kom ud, fordi de hørte mig tosse rundt. \n Jeg hører betjenten sige, at det ikke er første gang, jeg forstyrrer den offentlige ro. \n De skal nok sørge for, at jeg ikke kommer efter dem igen. \n Så smækker de mig inde, og jeg bliver kørt væk. \n\n*\n\nJeg kan mærke en knogle stikke mig i låret. \n Jeg forbander naboerne med mit blod, men jeg ved ikke, om det virker. \n\n*\n\nJeg ved det ikke. \n\n*\n\n[[Gratis kaffe på Ø-arkivet]]

Jeg når at gå et par meter, før noget sker. \n Jeg har stadig begge arme strakt frem mod det blotte ingenting. \n Jeg går som om, jeg skubber noget foran mig. \n\nEn stilhed som fra før, jeg blev født.\n\n*\n\nJeg ligner nok en idiot, idet jeg bliver ramt. \n En enorm angst. \n Ikke min. \n En angst inde fra huset. \n Jeg vil gerne, men jeg kan ikke få mig selv til at træde ind på grunden. \n Jeg sætter mig på numsen som et barn. \n Jeg får slet ikke taget fra, og det gør ondt. \n Angsten og stanken af brændt kød og plastik vækker en afmagtsfølelse, som dengang jeg blev arresteret af to store betjente på plejehjemmet uden for byen. \n Beboerne havde ikke fortalt, at de havde splejset til at få mig ud og mane. \n SOSUerne reagerede vel, som de skulle, da de opdager en fremmed danse med en tromme i vindfanget. \n De ringede efter ordensmagten. \n\nAngsten fra huset holder mig nede og får mine øjne til at løbe i vand. \n Det har jeg ikke prøvet før. \n\n\nMureren ser på mig. \n Vreden skinner i hans øjne. \n Angsten er så tæt, at den omslutter mig som en væske.\n Det er derfor, han er tilbage. \n Der er noget mere end forfaldet i gang i hans hus. \n\nDet er nyt. \n Det er derfor, han først viser sig nu. \n Han slår ud med murerskeen. \n Hans underarme er så stærke. \n Alle de sten de har flyttet og stablet.\n\n*\n\nJeg er ude af stand til at bestemme over mig selv. \n\n*\n\nSlå d6 \n\n->[[1 & 2: Joan besvimer i åbningen til forhaven]] \n\n->[[3 og 4: Joan bevarer bevidstheden, men flygter væk]]\n\n-> [[5 og 6: Joan overvinder angsten, der strømmer mod hende og går ind på grunden]]\n\n

Da mureren rejser sig, kan jeg se flammerne blusse op i stuen. \n Vinduerne springer og naboerne flygter. \n\nMureren stormer frem mod mig, men rammer min kridtstreg og bliver kastet tilbage. \n Indeni falder jeg sammen. \n Jeg ved, min krop bliver stående og gør det, den skal.\n Jeg har åbenbart lukket mine øjne. \n\nNu kan jeg høre, det pusler fra haven.\n Jeg kan høre ilden æde af huset. \n Det betyder, at her er stille. \n\n*\n\nDa jeg ser igen, er han væk. \n Røgen vælter op langs murene og sirenerne lyder ude fra den nordlige del af byen. \n Om lidt er de her. \n Det er livet, der invaderer døden. \n\n*\n\nNu kan jeg holde fri. \n Blot nogle timer. inden jeg skriver regningen. \n\n*\n\nDet bliver godt. \n\n*\n\n[[Efterspillet på Ø-arkivet]]

Dennis Gade Kofod

Jeg kommer til mig selv, imens jeg løber. \n Jeg må være besvimet, og så er kroppen vågnet før bevidstheden.\n Sollyset er så klart. \n Det skærer i øjnene. \n Det spalter sig i tårerne og sveden og laver prikker og regnbuer for øjnene. \n Jeg snubler og slår mig på brostenene. \n Jeg drejer om hjørnet og fortsætter ned ad Lille Madsegade. \n Først der går det op for mig, at det er min krop, der løber. \n Jeg kan standse den.\n Jeg skal blot tage mig sammen. \n Stoppe op. \n\nMen så holder kroppen inde af sig selv, og lidt efter er jeg tilbage i hele min kødskal. \n\n*\n\nNummer 41. \n Et stort rødt hus delt i flere lejemål.\n Sætningsskaden i gavlen får huset til at række ind over naboens carport. \n Alt er ved at styrte sammen. \n Jeg kan smage mit blod. \n Jeg bløder ikke. \n Det er bare høj puls. \n Jeg knuger en hamsterknogle i lommen, og den stikker hul i hånden. \n Så bløder jeg. \n Jeg skriger. \n\n*\n\n->[[Joan bider skammen i sig]]\n\n->[[Brosten som knoglerester]]